Om mig

Jeg har skrevet historier så længe, jeg overhovedet kan huske. En del af dem står i dag på biblioteker, hos boghandlere eller måske endda på reolen hjemme hos dig selv. Inden jeg nåede dertil, gik det ud over kladdehæfter overalt, jeg kom frem.

Jeg elskede at skrive dansk stil i skolen, og hele min barndom var jeg i gang med egne historier med smældende titler som Oles oplevelser og Vi der bor i Harestrup. Derfor blev jeg journalist. Det var det tætteste, jeg kunne komme en uddannelse, hvor jeg lærte sproget som håndværk.

Imidlertid var det ikke mange linjer, jeg fik skrevet som journalist. I stedet brugte jeg årene på at lave radio og senere lidt tv, mens skriveriet var noget, der foregik i min fritid.

I første omgang mundede det ud i et par ungdomsromaner, der udkom til landsdækkende ubemærkethed. Senere fulgte et par bøger for voksne, inden jeg i 2008 kunne mærke, at jeg blev nødt til at få ordentligt styr på en historie, som jeg indtil da bare havde improviseret for mine egne børn.

Den ene historie blev hurtigt til flere. De første udkom under titlen Godmorgenhistorier, og med det samme mærkede jeg den energi og glæde, der er i at skrive for børn. Den har ikke forladt mig siden.

At skrive for børn er for mig noget af det mest meningsfulde i verden. Børn fortjener gode historier, og dem vil jeg gerne være med til at give dem. Nogle gange er historierne, jeg skriver, for de små. Andre er for de lidt større. Nogle må gerne have smilehuller, mens jeg i andre tilfælde har lyst til at være mere alvorlig eller måske endda gyse.

Hver gang kan jeg selv nærmest forsvinde ind i de verdener og stemninger, jeg får skabt. Jeg kan simpelthen bare rigtig godt lide at være sammen med Otto, Anton eller nogle af alle de andre venner, jeg har skrevet frem gennem årene.

”Skal du aldrig skrive en rigtig bog?” spørger folk ofte og mener dermed, om jeg aldrig skal skrive noget for voksne. Hver gang må jeg skuffe. For mig er bøger for børn i alle størrelser de rigtigste, man overhovedet kan skrive.

Intet slår det fællesskab og den samhørighed, der kan opstå mellem et barn og dets forældre, når en godnathistorie er god. Intet er bedre til at opløse tid og sted end den bog, man kom til at tage med hjem fra skolebiblioteket, hvor man pludselig får nye øjne på sig selv eller på verden. Bare tanken om at kunne være med i nogle af de øjeblikke kan give mig varmen.

Derfor kan jeg heller ingen fantasi til at forestille mig, at energien og glæden ved tasterne nogensinde vil høre op. Der er altid en ny historie, som venter på at blive fortalt.

Jeg har skrevet historier, så længe jeg kan huske.